
Eva Andersen sælger både dagligvarer, håndkøbsmedicin og smurte
rundstykker i sin
Spar-butik i Skarrild. (Foto: Gustav Bech)
Omsætningen er steget 10 procent det seneste år
Butikker Kasseapparatet klinger
lystigt hos købmanden i Skarrild, som er sluppet helskindet igennem de
seneste års krise i detailhandelen.
Eva Andersen, der har været byens købmand i tre år, melder om stigende
omsætning og mange kunder.
- Siden butikken blev omdannet til en Spar-butik sidste år, er det
gået støt fremad. Det seneste år er omsætningen steget ti procent, så
jeg har ikke noget at klage over, siger en optimistisk Eva Andersen,
der sammen med en fuldtids- og en deltidsansat langer varer over
disken for ti millioner kroner årligt.
Denne lørdag passer hun butikken sammen med Nicoline, der indgår i et
team på syv ungarbejdere, som på skift arbejder i butikken efter
skoletid og i weekenderne.
Byens livsnerve
Købmandsbutikken er landsbyens livsnerve. Her kan man få både
friskbrygget kaffe, smurte rundstykker, blomster til kæresten og
dagligvarer af enhver slags.
Butikken fungerer samtidig som byens posthus og apotek med et udvalg
af almindelig håndkøbsmedicin.
Spar-købmanden er Skarrilds eneste dagligvarebutik.
- Vi har et godt sammenhold her i byen, og jeg tror, de fleste er
opsat på at beholde en levedygtig butik i byen, siger Eva Andersen.